Nyheder og arrangementer
Hele året har de seje cykelryttere fra Tour de Taxa knoklet for at samle penge ind til børnene på Julemærkehjem og forleden kunne de endelig afsløre dette års flotte donation til Julemærkehjemmene.
En lille delegation af Tour de Taxa-folk kunne den 7. november 2024 overrække den flotte donation til en glad direktør for Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen.
De sejeste cykelryttere i Danmark har knoklet hele året for at samle ind til børnene på Julemærkehjem og forleden kunne de langt om længe afsløre hvor meget, det var lykkedes dem at cykle hjem til børnene. Smilene var derfor brede og stemningen høj, da folkene fra Tour de Taxa kunne overrække en flot check på hele 602.813 kr. til Julemærkefondens direktør, Søren Ravn Jensen.
Der skal lyde en kæmpe stor tak til alle rytterne i Tour de Taxa for deres imponerende indsats og dedikation. Hvert eneste tråd i pedalerne er et skridt mod en lysere fremtid for børn, der har brug for en ny start
Søren Ravn JensenTour De Taxa blev grundlagt for 15 år siden, da en flok taxachauffører i 2009 besluttede sig for, at de ville gøre en forskel for børnene på Julemærkehjem. Siden da er der hvert år blevet trampet mange kilometer i pedalerne for at samle ind, så børn kan komme på Julemærkehjem og få en ny start.
Der er syv forskellige hold: Team Himmerland, Team Midtjylland, Team Syd/Sønderjylland & Fyn, Team Hovedstadsområdet & Midtsjælland, Team Nordsjælland, Team Vest- og Sydsjælland og Tour de Taxa Explore.
Og ligesom på Julemærkehjemmene er det også fællesskabet, der er i fokus, når rytterne fra Tour de Taxa sætter sig i sadlerne. Rytterne træner sammen hele året, de spiser, cykler og bor sammen under hele turen til Paris - og vigtigst af alt: de kommer i mål sammen.
Til næste år går turen hele vejen fra Danmark til Paris i uge 29 - og du kan komme med. Læs mere og tilmeld dig her.
Fra alle børn og voksne på Julemærkehjemmene skal der lyde en stor og hjertelig tak til rytterne og alle de frivillige fra Tour de Taxa.
Den samlede årlige donation fra Tour de Taxa består af overskuddet for holdenes tur til Paris, sponsorater og ikke mindst rytternes egne indsamlinger. Hvert efterår bliver donationen overrakt til Julemærkefonden på et af Julemærkehjemmene.
I 2022 lød årets donation på flotte 875.216 kr. til børnene på Julemærkehjem. En lille delegation af Tour de Taxa folk kunne søndag den 9. oktober 2022 overrække den flotte donation til børnene på Julemærkehjemmet Skælskør og direktør for Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen.
I 2021 var donationen på hele 835.000 kr., selv om 'touren' foregik i Danmark. Overrækkelsen foregik på Julemærkehjemmet Hobro.
I 2020 var donationen på næsten 650.000 kr., på trods af, at 'touren' til Paris blev udskudt. Overrækkelsen foregik på Julemærkehjemmet Kildemose.
Tour de Taxa er åben for alle, både mænd og kvinder i alle aldre (min. 18 år). Der er ryttere fra alle tænkelige erhverv, og der er både erfarne ryttere og nybegyndere på holdene.
I 2025 cykler Tour de Taxa fra Danmark til Paris – og du kan komme med. Det er en oplevelse for livet, og rytternes indsats gør en uvurderlig forskel for børn i mistrivsel.