Alexander på Julemærkehjem
– og 10 år efter

Jeg kom på  Julemærkehjem, fordi jeg gik i en skoleklasse med rigtig  meget mobning. Jeg var næsten altid trist og ked af det, og jeg havde det ofte så dårligt med at skulle i skole, at jeg kunne fremprovokere en mavepine.  Jeg havde rigtig meget brug for at komme lidt væk fra min hverdag.

På Julemærkehjemmet var alle på lige fod. Alle kom med et eller andet problem, der enten var overvægt eller undervægt eller bare et behov for en pause fra hverdagen. Der var der ingen, der blev udelukket fra fællesskabet, og netop fællesskab var jeg meget  understimuleret i. Pludselig fik jeg opmærksomhed i store mængder. Jeg har faktisk lidt   dårlig samvittighed fra min tid på Julemærkehjem.    Det var jo helt  nyt for mig  at være populær,    og på samme tid opdagede  jeg, at piger var interessante – og der var  mange søde piger på Julemærkehjemmet. Det var lidt svært at styre, så det blev nok lidt rodet. Men det er selvfølgelig også sjovt at tænke tilbage på. 

 Min selvtillid,   mit selvværd og mit humør voksede, ikke mindst på grund af personalet. De var nøglen til det hele.  Særligt en af pædagogerne  var god til  at presse mig lidt ekstra, når    vi havde motion. Han fik mig til at  slå flere rekorder. Blandt andet en, hvor jeg blev den allerbedste på hele Julemærkehjemmet. Det var en stor sejr, og jeg fandt ud af, at jeg kunne mere end bare at give op, hvis det gjorde en lille smule ondt.  I dag, når jeg nogle gange har lyst til at give op, så tager jeg mig alligevel sammen og presser mig selv lidt ekstra – og så tænker jeg tilbage på ham.  Da jeg kom hjem, var jeg fuld af gåpåmod, og der var tændt et helt nyt lys i mig. 

Jeg tænker ofte tilbage på Julemærkehjemmet som en oplevelse, jeg ikke ville have undværet, og som  har haft stor betydning for, hvem jeg er i dag.

Alexander arbejder i dag som teknisk supporter.