JOHANNE på Julemærkehjem
– og 10 år efter

Jeg tog selv initiativ til at komme på Julemærkehjem. På grund af sygdom havde jeg svært ved at styre mit stofskifte og havde taget meget på. Jeg hørte om Julemærkehjemmet på hospitalet og tænkte, at det var en oplagt mulighed for mig, og jeg glædede mig meget til at komme afsted.

De første dage var dog ret angstprovokerende. Jeg var for eksempel ikke vant til at dyrke motion, så det var både hårdt og lidt ydmygende at løbe, følte jeg. Jeg kom dog hurtigt i bedre form, fordi jeg tog med på alle morgenløbeturene. Det var desuden motiverende, at vi kunne samle point, mens vi motionerede. Når vi havde samlet nok point, fik vi en præmie. Engang, inden jeg skulle hjem på weekend, var jeg 23 point fra at få en kop, så jeg kæmpede mig gennem 23 runder på vores feltbane for at få en kop med hjem og vise frem.

Sammenholdet og de voksnes engagement husker jeg allerbedst. Vi fik meget anerkendelse og respekt, alle var velkomne, og ingen var udenfor. Jeg følte mig utrolig værdsat. Til slut fik jeg mange søde ord med fra lærerne om, at jeg havde klaret mig rigtig godt. Det betød meget for mig. En af mine største succesoplevelser på Julemærkehjemmet var Skt. Hans aften, hvor jeg blev jeg bedt om at læse en historie op for de fremmødte – det var ret vildt, at jeg faktisk turde stille mig op foran så mange mennesker og læse højt.

Opholdet har gjort en stor forskel for mit liv. Oplevelsen af at blive anerkendt præcis som jeg var, har medvirket til, at jeg i dag hviler i mig selv, og den måde jeg ser ud på. Jeg er meget lykkelig over, at jeg fik muligheden for at komme på Julemærkehjem – det var en god og særlig oplevelse.

Johanne læser i dag jura og arbejder i Dansk Flygtningehjælp.