Børnenes historier
11-årige Lærke fra Harboøre er snart ved vejs ende på Julemærkehjemmet i Hobro. Hun har aldrig haft det bedre end lige nu, siger hun. Lærke har nemlig lært, at der er plads til – og brug for – alle på Julemærkehjemmet.
Som Julemærkebarn er man del af et stærkt hold, der ser hinanden og vil hinanden. Det mærkede Lærke med det samme, da hun trådte ind ad døren i Hobro.
”Alle hjælper alle her. Hvis der nu er nogen, der har hjemve, eller hvis man vågner og vil have fat i den voksne, som har nattevagten - så kan man få hjælp af dem, der har været her i længere tid,” forklarer Lærke, som i kraft af sine ni uger på Julemærkehjemmet nu er i hjælperens rolle.
”Det er rart at hjælpe til og gøre noget for andre. Jeg fik selv meget hjælp i starten, fordi jeg havde svært ved at få venner. Der var rigtig mange, der gerne ville være sammen med mig, men jeg havde svært ved at åbne op,” lyder det ærligt fra vestjyden.
Lærke var ikke vant til interessen fra andre børn. Hun var ofte helt isoleret i sit gamle miljø, og efter eget udsagn har hun kun én ven derhjemme.
”Jeg er blevet mobbet lige siden børnehaven, og jeg har altid haft det, som om ingen kunne lide mig,” fortæller Lærke, der på grund af opholdet på Julemærkehjemmet har besluttet sig for at give den gamle skole en sidste chance:
”Jeg besøgte min klasse for nogle uger siden, og hende, der har drillet mig mest, har ændret sig rigtig meget. Hun løb hen og gav mig en kæmpe krammer, og det har hun aldrig gjort før. Jeg ved, at min klasselærer har snakket meget med mine klassekammerater om mobningen, og jeg har også skrevet et brev til dem om det,” siger Lærke og nikker eftertænksomt.
Hun ved, at hun vil savne Julemærkehjemmet, når hun vender hjem. På den anden side glæder hun sig også komme tilbage og være den ”nye” Lærke:
”Jeg vil faktisk sige, at jeg føler mig på toppen. Jeg har aldrig haft det bedre. I starten på Julemærkehjemmet smilte jeg aldrig, men nu kan jeg! Og jeg har lært at turde møde nye mennesker – og at dyrke motion,” siger Lærke, som især holder af at løbe omgange på mountainbikebanen i skoven tæt ved Julemærkehjemmet.
Når hun kommer hjem, skal den gode kondition veksles til flotte resultater på Motocross-banen.
”Det er vildt sjovt, men det kræver muskler og masser af energi. Der er bakker på banen, som man hopper over med motocrossmaskinen. Og jeg får lov til at pille ved motoren,” siger hun med glød i øjnene.
En glød, som var svær at finde for bare få uger siden…
Hjælp børn som Lærke
Støt børneneHjælp, der varer ved
Se børnenes udviklingLæs børnenes historier
Mød børnene