Nyheder & arrangementer
Bedre fysisk form og livskvalitet. Det er nogle af de resultater, børnene opnår, når de er på ophold på et Julemærkehjem. Et forskningsprojekt fra SDU dokumenterer de imponerende effekter.
Leg, bevægelse og motion er fast del af opholdet på et Julemærkehjem. Der er nemlig mange fordele for børnene ved at bruge kroppen aktivt. Det er med til at skabe glæde og godt humør, og det styrker fællesskabet, når børnene skal lære at arbejde sammen i fx dans, fangeleg eller en fodboldkamp. Og så er det med til at få børnene i bedre form.
Alt det kan et nyt forskningsprojekt fra Syddansk Universitet nu dokumentere. Gennem to år har forskere fra Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet fulgt 270 børn, som har været på Julemærkehjem. Gennem målinger og spørgeskemaer har de kortlagt børnenes fysiske tilstand før, under og efter et ophold. Det er professor i Sport og Sundhed, Peter Krustrup og forskningsassistent Trine Kjeldgaard Møller, som står bag undersøgelsen. De beskriver resultaterne som ”imponerende akuteffekter”.
I konkrete tal viser undersøgelsen at:
Derudover dokumenterer forskningsprojektet, at opholdet fører til, at børnene opnår stor viden om hygiejne, trivsel, kost og fysisk aktivitet.
”Overordnet er det nogle store effekter på fitness og kropssammensætning og nogle rigtig fine effekter på både trivsel, livskvalitet og sundhedsviden, som børnene kan tage med sig efter opholdet på Julemærkehjemmet,” siger Peter Krustrup.
Han hæfter sig desuden ved, at motionsaktiviteterne på Julemærkehjemmene i dag ikke kun består af gå- og cykelture, men også boldspil og bevægelseslege.
For direktør i Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen, er resultaterne ikke overraskende. Men på nogle områder, er det først nu, der bliver sat præcise tal på resultaterne.
”Vi ved fra vores egne undersøgelser, at børnene bliver mere fysisk aktive og kommer i bedre form, når de er på ophold hos os. Desuden ved vi, at motionen er med til at forbedre deres selvværd og styrke troen på dem selv. Men med denne undersøgelse er det første gang, vi kan dokumentere, at det også har positiv effekt på fx deres blodtryk og muskelmasse”, siger han og fortsætter:
”Undersøgelsen sætter tal på det, vi kan se hver dag, nemlig at børnene får det bedre både fysisk og mentalt gennem aktiviteterne på Julemærkehjemmene. Det er glædeligt, at det store pædagogiske arbejde, vi laver på hjemmene, hvor vi kombinerer leg, motion og socialt samvær, har en dokumenteret positiv effekt.”
Næste skridt er at undersøge langtidseffekterne af et ophold for i alt 500 børn. Denne del af forskningsprojektet er allerede godt i gang, og projektholdet fra Syddansk Universitet og Københavns Universitet søger i øjeblikket yderligere finansiering til dette arbejde.