Annemette Voss Fridthjof
Influencer og iværksætter Annemette Voss Fridthjof har gennem mange år købt Julemærket for at støtte Julemærkehjemmenes arbejde. Derfor var det helt naturligt for hende at blive Julemærkebørnenes ambassadør.
Annemette er et sandt overflødighedshorn af kreativitet og initiativ. Hun er både foredragsholder, blogger, kogebogsforfatter og kendt fra tv-programmerne Den Store Bagedyst og GO' morgen Danmark.
Annemette blev kendt i 2013 som vinder af TV-programmet Den Store Bagedyst. Siden har hun arbejdet som kogebogsforfatter, tv-vært, foredragsholder og influencer. Annemette går op i, at børn har det godt – hun har nemlig selv på egen krop oplevet, hvilke konsekvenser mobning kan have på et barn. Derfor ligger Julemærkesagen hende særligt nær.
"Jeg vil gerne støtte danske børns trivsel. Det véd jeg, at jeg gør ved at lægge min energi i Julemærkehjemmenes arbejde. Jeg har altid selv støttet Julemærkehjemmene gennem de mange tusind breve, jeg har sendt ud til venner og familie gennem årene, og nu hvor jeg har fået et større ’talerør’, føler jeg, at jeg kan gøre en endnu større indsats ved at sætte ekstra fokus på Julemærkehjemmene," fortæller Annemette om sine bevæggrunde for at blive ambassadør for os.
Som ambassadør deler Annemette blandt andet informationer om Julemærkehjemmene på sine digitale kanaler og hjælper på den måde med at udbrede kendskabet til Julemærkehjemmenes arbejde. Desuden sælger hun varer på sin webshop, og donerer en del af overskuddet til Julemærkehjemmene.