Nyheder & arrangementer
Med en flot donation på 7,1 mio. kr. støtter Augustinus Fonden Julemærkehjemmenes Madværksteder de næste fire år. Det kommer både børnene og deres familier til gode.
Sund mad i fællesskab er en vigtig del af opholdet på et Julemærkehjem. Det har nemlig stor betydning for børnenes trivsel og udvikling, at de har et godt forhold til mad, madlavning og fællesskabet rundt om bordet.
I Julemærkehjemmenes Madværksteder lærer børnene i fællesskab at tilberede retter og skabe en god måltidskultur. Undervisningen er bygget op, så alle børn får succesoplevelser i et køkken og oplever glæden ved at eksperimentere med råvarer og smag. Desuden er fællesskabet i fokus - både under tilberedningen og selve måltidet, hvor børn og voksne har god tid til at spise og tale sammen.
Derfor er det meget glædeligt, at Augustinus Fonden har valgt fortsat at støtte driften af Madværkstederne på alle fem Julemærkehjem i en fireårig periode fra 2022 til 2025. Fonden støtter med et beløb på 7,1 mio. kr., som går til at dække udgifter til materialer og undervisning.
”Vi er utrolig glade for, at Augustinus Fonden fortsat vil støtte projektet. Madværkstederne er en fast del at opholdet på et Julemærkehjem, hvor vi arbejder med børnenes forhold til mad i en pædagogisk ramme. Det er vigtigt for børnenes trivsel, at de får et sundt og afslappet forhold til mad, og de lærer om det gode fællesskab, som et måltid skaber. Derfor kommer Augustinus Fondens donation alle børn på Julemærkehjemmene og deres familie til gode”, fortæller direktør i Julemærkefonden Søren Ravn Jensen.
Augustinus Fonden har tidligere doneret støtte til at etablere køkkenfaciliteter på tre Julemærkehjem samt til implementering og drift af madværksteder på alle fem Julemærkehjem i en treårig periode. Og de ser stor værdi i at støtte Julemærkehjemmene.
”Madværkstederne er et godt eksempel på, hvordan Julemærkehjemmene arbejder for at skabe rammer og strukturer for en sundere hverdag. Erfaringer og gode vaner, som børnene kan tage med, når de vender hjem efter et ophold. Den helhedstænkning er en vigtig kvalitet ved Julemærkefondens indsats, som vi er glade for at bidrage til”, siger Augustinus Fondens direktør, Frank Rechendorff Møller.
Madværkstederne bidrager også til, at børnene og deres familier bliver endnu bedre til at fastholde den nye, sunde livsstil efter opholdet på Julemærkehjem. Forældrene deltager to gange sammen med deres barn i Madværkstederne.
”Når børnene laver mad i fællesskab med deres forældre, får de mulighed for at udvikle deres relation. Børnene kan bringe den læring, de får på Julemærkehjemmet direkte ind i familien. Madværkstedet er en succes, fordi det er et så konkret værktøj til at sætte fokus på maden og de sunde vaner. Støtten fra Augustinus Fonden er derfor en stor hjælp til at give børnene en god trivsel, også når opholdet er slut”, siger Søren Ravn Jensen.