Nyheder & arrangementer
DanskHåndbold, MCH A/S og Dansk Retursystem gentager succesen, så tilskuerne til VM i herrehåndbold igen i år kan donere deres pant til Julemærkehjemmene. Det betyder, at hver eneste flaske og dåse fra tribunerne bliver til tryghed, fællesskab og nye venner for børn, der har brug for en ny start.
Det er anden gang, at DanskHåndbold, Dansk Retursystem og MCH A/S går sammen om en pantindsamling ifb. med et VM i håndbold til fordel for Julemærkehjemmene. Første gang var til kvindernes VM i december 2023. Her lykkedes det at få indsamlet næsten 40.000 kr.
Med øget fokus på oplysning og nye tiltag er ambitionen i år at samle endnu mere pant ind. Initiativet støttes bredt af aktører omkring turneringen og betyder, at Hotel Scandic Regina og Hotel Eyde i Herning, samt Radisson Blu Hotel Papirfabrikken i Silkeborg, der huser spillere, delegerede og ansatte under VM, er gået med i samarbejdet om at donere alt deres pant under mesterskabet til Julemærkehjemmene. Ligeledes bakkes initiativet op af Todbjerg busser, der transporterer holdene mellem deres hotel, træningshallerne og Jyske Bank Boxen under VM, ved at de donerer den pant, spillere og holdledere måtte efterlade i busserne.
Derudover opfordrer Scandic Regina og Hotel Eyde borgerne i Herning til at deltage i pantindsamlingen ved at aflevere deres pant på de pågældende hoteller.
Den brede opbakning til initiativet afspejler en fælles vilje for at gøre en forskel for JulemærkebørneneOg vi kunne ikke være mere begejstrede for det gode initiativ.Det fælles engagement er ikke kun med til at øge donationens størrelse, men også til at fremme værdier som fællesskab og bæredygtighed. Og det er vi utroligt glade for og stolte af.
Pantindsamlingen er ikke blot en mulighed for at gøre en forskel for børnene, men også en måde at fremme bæredygtighed, idet flasker og dåser indsamles og genanvendes gennem det danske pantsystem.
Gennem en lang årrække har Julemærkehjemmene haft et tæt og godt partnerskab med DanskHåndbold. Som en del af samarbejdet er både håndboldherrerne og håndboldkvinderne ambassadører for Julemærkehjemmene. Det har de været siden 2013, og vi er superstolte af deres engagement i vores sag.
Frontfigurerne i denne sammenhæng er Mads Mensah, Emil Jakobsen, Anne Mette Hansen og Louise Vinther Burgaard.
Alle landsholdsspillerne donerer blandt andet en del af deres landsholdslønninger til Julemærkebørnene, ligesom de besøger børnene ude på hjemmene og deltager i arrangementer. Spillerne hjælper også med at sprede budskabet om Julemærkehjemmenes arbejde for børn i mistrivsel.
Forud for VM i herrehåndbold var en flok Julemærkebørn ude og hilse på landsholdsspillerne.
Det var en stor oplevelse for børnene at møde de seje håndboldherrer.
Mads Mensah er den ene af to frontfigurer i herrernes ambassadørskab.
Emil Jakobsen er den ene af to frontfigurer i herrernes ambassadørskab.
Det var en stor oplevelse for børnene at møde alle de seje håndboldkvinder op til VM i 2023 og se dem træne.
Børnene fik både signeret trøjer og håndbolde af de seje landsholdsspillere.
Louise Vinther Burgaard er en af frontfigurerne i håndboldkvindernes ambassadørskab. Hun tager sig altid god tid til både snak og billeder med børnene.
Anne Mette Hansen er den anden frontfigur i ambassadørskabet. Sidst hun mødte børnene, blev hun blandt andet interviewet af de seje Julemærkebørn og fik en god lang krammer.