Nyheder & arrangementer
54-årige Jakob Kühnel har altid elsket at tegne. I hans yngste barndomsår var yndlingsmotivet fantasidyr, og da tegnepapir ofte var en mangelvare, måtte vægge og bordplader tages i brug!
Jakob Kühnel har modtaget Den Danske Designpris og IG-prisen for sine grafiske arbejder.
Tegnelysten hang ved, og derfor var det et naturligt valg for Jakob Kühnel at søge uddannelse i den kreative verden efter gymnasieårene.
Han blev optaget på Kunstakademiet i København i 1979 og via et elevophold på en grafisk tegnestue, blev han optaget på Skolen for Brugskunst fem år senere.
Siden 1988 har Jakob Kühnel haft egen tegnestue, som han i dag driver fra sit byhus i Køge.
Måske har du allerede stiftet bekendtskab med årets Julemærkekunstner uden at tænke over det, for Jakob Kühnel har gennem årene tegnet 27 frimærker for Post Danmark.
Han er blandt andet manden bag frimærkeserierne i anledning af 100-året for Københavns Hovedbanegård og Den Gamle By i Aarhus.
Årets Julemærkekunstner, Jakob Kühnel og Julemærkefondens protektor, Kronprinsesse Mary sammen med Julemærkebørn ved offentliggørelsen af Julemærket 2014 på Københavns Rådhus.