Børnenes historier
Nedslidende mobning i skolen og en konstant følelse af at være forkert og udenfor. 14-årige Oliver mistede til sidst troen på sig selv. Men et ophold på Julemærkehjem hjalp ham på vej mod en lysere fremtid. Særligt i køkkenet fandt han mod og ro til at udvikle sig.
På Julemærkehjemmet Kildemose fandt Oliver glæden ved at stå i et køkken og tilberede mad.
Oliver sidder med sin familie ved spisebordet hjemme i Allerød. Han er glad nu. Det er to måneder siden, han stoppede sit ophold på Julemærkehjemmet Kildemose på Sjælland. Et ophold, der har udviklet ham:
”Oliver har jo lært rigtig meget. Blandt andet at lave dejlig mad. En gang om ugen laver han mad til os alle sammen. Vi har blandt andet fået ærtesuppe og spaghetti med kødsovs,” indleder Olivers mor stolt.
Oliver selv skal lige vænne sig til interviewsituationen. Men der er ikke nogen tvivl om, at mor sætter ord på noget af det, der har været essensen for hans positive udvikling. Ro og fordybelse i køkkenet har nemlig givet ham mod og selvtillid:
”Ja, og du er kun assistenten,” siger han smilende til sin mor og retter ryggen.
På Julemærkehjemmene laver vi mad sammen i små hold. Det giver mulighed for at lære at lave mad, ligesom vi kan også bruge tiden i køkkenet til at tale sammen, mens vi snitter. Nogle gange taler vi med børnene om mad og sundhed. Andre gange taler vi om, hvordan de har det. Mange børn oplever ligesom Oliver, at der er plads til fordybelse, og at tiden i køkkenet bliver en tiltrængt pause i hverdagen.
Mange års mobning har sat sine spor i den sjællandske skoledreng, og han er da også lidt spændt på at skulle tilbage i klassen, når corona-restriktionerne hører op. Men Oliver er tydeligvis en gladere, rankere og modigere dreng nu. Det mærker hans familie tydeligt:
”Oliver har mere energi og udfordrer sig selv på en måde, han aldrig har gjort før – og han siger selv, at man kan mere, end man tror," fortæller Olivers mor. Hun kigger kærligt på Oliver og fortsætter:
”Han har altid været glad for musik og er god til at spille klaver og synge. Han skriver sine egne sange, og gør det meget mere nu. Han udfolder sig selv og tør udtrykke sig kreativt. Det er så dejligt at se.”
Mange børn, der kommer på Julemærkehjem, har lidt nederlag. De tror ikke, de er noget værd. Derfor er det helt afgørende, at de får succesoplevelser og hjælp til at finde deres styrker. På den måde kan de genfinde troen på sig selv og fremtiden.
Under sit ophold listede Oliver af og til ned i køkkenet til Lone. Her nød han at stå i ro og snitte og hakke. Han kreerede velsmagende retter og lærte at lave mad efter en opskrift. Det havde han ikke prøvet før:
”Når man selv har været med til at lave mad, smager det jo bedre,” fortæller Oliver, der også har lært at spise madvarer, han ellers ikke spiste tidligere:
”Man skal jo bare prøve at smage. Så smager det faktisk godt, selvom man ikke tror det. Jeg har spist ærtesuppe, og jeg er begyndt at få pasta med i skole med 'eddermame'-bønner, majs og gulerødder.”
Vi hjælper børnene til at bryde den negative cirkel og se sig selv og andre på en ny måde. Ved at give børnene de rigtige værktøjer, hjælper vi dem til at opmuntre og støtte hinanden. At finde deres egne styrker og acceptere, at alle andre ikke har samme styrker. Vi lærer dem at indgå i det gode fællesskab.
Læs mere om mobning.
Hjælp andre børn som Oliver
Kom på Julemærkehjem
Hjælp, der varer ved