Nyheder og arrangementer
Endnu engang er de seje ryttere fra Tour de Taxa hoppet i sadlerne til fordel for børnene på Julemærkehjem. Børnene på Skælskør og Fjordmark var med til at sende dem afsted.
På Julemærkehjemmet Fjordmark blev rytterne sendt afsted med konfetti, flag og masser af jubel.
Børnene på Julemærkehjemmene i Skælskør og Fjordmark var med til at sende rytterne godt afsted med både fællessang, konfetti, flag, og hep til den helt store guldmedalje. Det var et flot syn, da rytterne trillede afsted, og børnene heppede det bedste, de havde lært, og ønskede god tur, da rytterne susede forbi.
Med et stort smil og en enorm kampgejst, delte Per sin glæde over at være med:
"Jeg cykler med i Tour de Taxa, fordi jeg gerne vil gøre en forskel for børn, der har det svært og har brug for en ny start. Og så er det bare en bonus, at man får sådan en vild oplevelse ud af det og bliver en del af det her kæmpe fællesskab, som alle os ryttere har. Jeg har aldrig prøvet noget lignende andre steder."
Inden Mette fik spændt cykelhjelmen, fremhævede hun, hvorfor hun altid lægger lidt ekstra tryk i pedalerne, når hun hopper i sadlen med de andre seje Tour de Taxa-ryttere:
”Jeg er motiveret af børnene. Så enkelt er det. At jeg kan give børnene en ny start med livsmod og livsglæde og være med til at gøre en forskel på den måde, det er helt fantastisk.”
Vil du møde flere af de seje Tour de Taxa-ryttere?
Tour de Taxa er åben for alle, både mænd og kvinder i alle aldre (min. 18 år). Der er ryttere fra alle tænkelige erhverv, og der er både erfarne ryttere og nybegyndere på holdene.
I 2025 cykler Tour de Taxa igen til Paris i uge 29 – og du kan komme med. Det er en oplevelse for livet, og rytternes indsats gør en uvurderlig forskel for børn i mistrivsel.