I Julemærkehjemmenes skoler er der fokus på, at det skal være trygt og rart at gå i skole
På Julemærkehjemmene har vi vores egne skoler, hvor børnene går i små klasser med 5-8 børn. Det giver ro, og lærerne har god mulighed for at hjælpe og danne en tæt relation til hvert barn.
Vi møder mange børn, der på grund af mistrivsel har været kede af at gå i skole, har højt fravær eller ikke har været i skole i lange perioder. Nogle lider af decideret skolevægring.
Vores små klasser med plads til ro, fordybelse, nærvær og individuel undervisning gør, at mange børn finder motivation og glæde ved at gå i skole igen.
Det er lærere fra den lokale kommuneskole, som underviser på Julemærkehjemmenes skoler. Børnene bliver undervist i dansk, matematik, engelsk og tysk.
Vi samarbejder med børnenes hjemskoler, og børnene arbejder blandt andet med materiale, de medbringer hjemmefra. På den måde følger de den undervisning, deres klassekammerater derhjemme også modtager.
Vi tilbyder klassen på barnets hjemskole, at de kan komme på besøg på Julemærkehjemmet.
Det er der mange lærere, der tager imod som en mulighed for at vise hele klassen, hvordan det er for deres klassekammerat at være på Julemærkehjem.
Mange Julemærkebørn er glade for at vise rundt og fortælle, og børnene oplever, at det kan være nemmere at komme hjem igen, fordi klassekammeraterne har fået viden om, hvad et ophold på Julemærkehjem er.
"Jeg kunne virkelig mærke, at Thea var vokset, og at hun nød det. Hun tog initiativ og var bare klar på at vise os rundt og fortælle om sin hverdag. Det var meget tydeligt, at hun var blevet styrket i sin tro på sig selv, og havde fået en anden ro og tiltro til omverdenen," fortæller Anna Ruth Kjems Steenfeldt, Theas klasselærer.
At få besøg fra klassen derhjemme er en del af opholdet for mange Julemærkebørn. Det gælder blandt andet for 11-årige Thea, der har været på Julemærkehjemmet Liljeborg. Både Thea, klassekammeraterne og Theas lærer syntes, at det var en god og givende oplevelse.
Vi hjælper det enkelte barn til nye vaner, som fremmer trivsel og sundhed.