På Julemærkehjemmene har vi fokus på fælleskab og gode vaner.
Både når vi laver mad, og når vi spiser sammen
Varieret og sund mad – og et sundt forhold til mad – har afgørende betydning for et barns trivsel og udvikling. Derfor er maden et vigtigt fokusområde på Julemærkehjemmene.
På Julemærkehjemmene lærer børnene, at den mad, vi spiser, har stor betydning både for vores fysiske og mentale velbefindende og for vores evne til at præstere. Vitaminer og mineraler er vigtige byggesten for en sund krop i balance.
Under et ophold har vi fokus på at introducere børnene for nye råvarer, mad fra andre kulturer samt farver og smag i et måltid. Børnene lærer selv at tilberede maden, når de er med i vores Madværksteder.
Når børnene er med i køkkenet, udfordrer vi deres nysgerrighed til at smage nyt og eksperimentere med smag. At børnene selv kan justere på smag og tilberede mad er med til at give dem glæde og succesoplevelser og gøre dem bevidste om de valg, de træffer i køkkenet.
Fællesskabet om måltidet har også stor betydning på Julemærkehjemmene. Vi har altid god tid, når vi spiser sammen. Vi taler sammen og følges ad gennem måltidet.
I det hele taget er rammerne om et måltid vigtige på Julemærkehjemmene, og vi taler med børnene om, hvad der gør et måltid rart. Hvordan er bordet dækket? Sidder vi sammen? Har alle mad på tallerkenen, inden vi begynder at spise?
Både børn og forældre lærer nogle helt simple råd om mad og måltider, som gør det nemt for dem at indarbejde nye vaner derhjemme. Rådene handler både om de sunde, gode, nærende valg af råvarer og om god måltidskultur, når vi spiser sammen.
På Julemærkehjemmene spiser vi efter Fødevarestyrelsens anbefalinger for mad til børn og følger de nationale kostråd.
I Madværkstederne lærer børnene sammen at tilberede nemme og lette retter og skabe en god kultur med nærvær og fællesskab om maden og måltiderne.
Nedslidende mobning i skolen og en konstant følelse af at være forkert og udenfor. 14-årige Oliver mistede til sidst troen på sig selv.
Men et ophold på Julemærkehjem hjalp ham på vej mod en lysere fremtid. Særligt i køkkenet fandt han mod og ro til at udvikle sig.
Med vores nye kogebog, 'Mad i Fællesskab' ønsker vi at inspirere til at lave god og nærende mad derhjemme.
Brug madlavningen som en hyggelig og nærværende stund, hvor I sammen kan nyde, sanse, smage og eksperimentere med nye smagsoplevelser.
Vi hjælper det enkelte barn til nye vaner, som fremmer trivsel og sundhed.